Marketing Communication Assistant

Nyoprettet stilling

Hvis du ønsker at arbejde i et uhøjtideligt, men fokuseret team, der sammen når de mål, der er sat for virksomheden, og du samtidig gerne vil sætte dit eget præg og have det sjovt på arbejdet - så er vores ledige stilling lige noget for dig!

I stillingen som Marketing Communication Assistant får du fuldt fokus på at øge og intensivere kommunikationen til den enkelte forbruger og til vores store forhandlernetværk, samt på at analysere, optimere og udvikle indhold til vores websites og webshops med det mål at øge kendskabet og fastholde interessen til vores fantastiske produktportefølje.

Vi søger en kollega, som har en uddannelsesmæssig baggrund og/eller erhvervserfaring med kommunikation. Du skal kunne analysere, forstå og konkludere på baggrund af de data, som kunden efterlader sig efter et køb i webshoppen eller besøg på vores hjemmeside. Da det er en nyoprettet stilling, forventer vi en stejl læringskurve, idet du vil være med til at forme stillingen ud fra de overordnede mål for virksomheden. Stillingen har ikke en defineret manual – den udarbejder vi sammen.

Vi er en dynamisk og alsidig marketingafdeling, hvor vi har mange budskaber om vores brede produktudbud, som vi ønsker at få længere ud til nye såvel som loyale tilbagevendende kunder og forbrugere. Vi kigger derfor efter en ekstra kollega, som både kan skrive og poste kommunikation, med brug af den digitale kommunikations virkemidler samt også har flair for at analysere data fra kundens digitale rejse for at effektivere og udforme kvalificeret kommunikation.

Du kan lide en alsidig hverdag – for det bliver det! Du er nysgerrig, dynamisk og motiveret for systematik og god til at analysere samtidig med, at du har en naturlig evne til at se de overordnede sammenhænge mellem produkter og produktkategorier, brands mv og få disse egenskaber kommunikereret ud til forbrugerne på en fangende og inspirerende måde.

Du kan lide at skrive tekster, arbejde med ord, sætninger, har sans for at tilpasse tekst til modtageren og god forståelse for virkemidlerne i den digitale kommunikation, således at teksten eller visuelle virkemidler træder frem, også selvom det (måske) er teknisk. Vi forventer, at du har forståelse for SEO. Som en naturlig del af jobbet kommer du til at arbejde med Averys konti på Googles platforme, vores CMS og nyhedsbrev-applikation, Meta Business Suite, og naturligvis Office-pakken, så du skal have lyst til data og systemer, udforske dem på egen hånd og drage konklusioner derfra.   

I rollen som Marketing Communication Assistent refererer du direkte til Marketing Manager Nordic. Vi tror, at stillingen er en halvtidsstilling på ca. 30 timer/uge, hvor vi bestræber os på at skabe en god balance mellem arbejde og privatliv.
Derfor ønsker vi en dialog i løbet af samtalen, for det præcise timeantal og hvorledes det fordeles hen over en arbejdsuge. Vi ser også udviklingspotentiale i stillingen for den rette person. Vi tilbyder en afpasset løn- og ansættelsespakke baseret på viden, erfaring og baggrund og naturligvis det eksakte timeantal.

Avery Nordic Job - Marketing Communication Assistant

Dine vigtigste ansvarsområder:

  • Øge vores synlighed for vores mange fantastiske produkter og produkttilbud
  • Forøge ’samtalen’ med vores brede vifte af forbrugere, både nye og loyale
  • Analysere og træffe kvalificeret valg om kommunikationsindhold og kanal ud fra data i forbrugernes kunderejse
  • Vedligeholde, optimere og berige indhold på vores nordiske hjemmesider og webshops
  • Samarbejde ansvarsfuldt og respektfuldt med alle kolleger, teams, eksterne kunder og øvrige samarbejdspartnere
  • At give support til kolleger i eget team eller virksomhedens øvrige teams, når det ’brænder på’
  • Sidst, men ikke mindst, så har alle virksomheder „rutineopgaver, der skal udføres“ også vi - og dem deler vi mellem os, så her vil du også skulle tage del

Dine kvalifikationer, færdigheder og erfaringer:

  • Analytisk evne til at træffe valg og optimere med afsæt i data, formidle indsigter og resultater og omsætte dem til kommunikation i form af tekst og visuelle virkemidler
  • Fremragende forståelse for visuelle virkemidler og gode skrivefærdigheder
  • Dansk på modersmålsniveau, gode engelske sprogkundskaber samt en generel forståelse for sprog
  • Evne til at kommunikere konsekvent uanset emne, format og målgruppe – så budskabet træder frem
  • Kendskab på udvidet niveau, eller være godt orienteret i alle Google’s applikationer (Analytics, Ads, Tag Manager, Search Console)
  • Kendskab til Meta Business Suite og MS Office-applikationen ses som en absolut fordel
  • Erfaring fra lignende tidligere job eller en uddannelsesmæssig baggrund i digital kommunikation og digital markedsføring anses bestemt som en styrke

Dine kompetencer og personlige egenskaber:

  • Holdspiller, struktureret, hjælpsom, uhøjtidelig
  • Nysgerrig, dynamisk, opsøgende med dialogskabende natur
  • God til at udtrykke dig på skrift

Vi tilbyder dig:

  • En arbejdsplads med masser af dynamik og alsidighed i arbejdsdagen
  • Et spændende og mangeartede produktsortiment, som både henvender sig til b-t-b og b-t-c segmentet
  • Innovation, innovation og lidt mere innovation indenfor digital-platforme og vores kundeportefølje
  • Decentral lokal virksomhed med en stor global virksomhed som bagland
  • Gode videreuddannelsesmuligheder gennem vores brancheorganisation
  • Arbejdssted på vores hovedkontor i Køge, i et nyt og lyst kontormiljø
  • God beliggenhed tæt på motorvej og offentlig transport
  • Mulighed for hjemmearbejde efter aftale
  • En stilling i overensstemmelse med danske arbejdsforhold
Job hos Avery Nordic

Ansøgningsprocessen:

Hvis Avery og denne stilling har din interesse, er du meget velkommen til at sende din ansøgning til [email protected]. Vi gennemgår løbende indkomne ansøgninger og holder løbende samtaler.

Bemærk, at ansøgningsfristen er den 28. februar 2023.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at skrive til os på [email protected] eller kontakte Anne Mette Rasmussen, Marketing Manager Nordic på [email protected]

Download stillingsopslaget som PDF

Hvem er vi?

Avery er en del af en global koncern og har siden 2013 har været en del af CCL Industries Inc, www.ccllabel.com. CCL er global markedsleder inden for etiket- og emballageløsninger til virksomheder og forbrugere, grundlagt i 1951. CCL beskæftiger i dag mere end 25.000 medarbejdere med over 204 produktionsfaciliteter i 43 lande. CCL er inddelt i 4 hoveddivisioner, hvor Avery er en af dem.

Avery er verdens største leverandør af etiketter med tilhørende softwareløsninger til virksomheder og forbrugere. Avery har stor fokus på digitale web-to-print-teknologier. Under Avery-varemærket er der mange varemærker, som alle er baseret på filosofien „design og print selv“ og at tilbyde et produktsortiment, som giver forbrugerne mulighed for at designe og printe etiketter til hvert formål. Avery tilbyder også at printe til forbrugere. Du kan læse mere på vores websted: www.avery.eu.

Avery Nordic er det regionale nordiske Avery kontor med adresse i Køge, hvor vi har lokale dedikerede ressourcer inden for salg, kundeservice, marketing og finans/økonomi for firmaets kunder og forbrugere i Norden.

Se alle ledige stillinger hos Avery Nordic

Find ud af alt om vores mærker og produkter.

Mere end 80 år med Avery

Læs om vores arbejde til at beskytte og tilsikre vedvarende ressourcer